Indledningen i en sygeplejefagbog……med overraskelser!

Sygeplejefaget er kendt for også at tage den åndelige side m. i en helhedsopfattelse af mennesket , men åndelig er i den sammenhæng et vidt begreb. Florence Nightingale (damen m. lampen under Krimkrigen) og K.E. Løgstrup m. “Den etiske fordring” er nok kendt af mange, kendt for at have deres rødder i den kristne tro, men ellers tages alt andet m. i kategorien åndelig – alt som kan har et spirituelt islæt, og som evt. vil kunne bruges til lindrende og helbredende formål.

Derfor var det overraskende og spændende at læse første kapitel i “smerter – en lærebog”. Jeg regnede med at starte med at læse om centralnervesystemet, synapser m.m………..I stedet er første kapitel skrevet af en præst! Han hedder Vincent Lind.

Han fortæller først om sit besøg hos en gammel kone på plejehjem. Hun har ondt – hun har haft ondt over lænden i årevis (fortæller hun ham, som hun plejer) og om de tiltag lægerne har gjort for at hjælpe hende. Derefter fortæller hun ham (som hun plejer) om sønnens månedlige besøg, som altid falder på den dag i måneden, hvor hun modtager sin pension!

Hun havde det alligevel sådan, at når han kom, skulle han ikke gå tomhændet derfra. Hun fortæller videre om børnenebørnene, som kommer hver dag efter skole o.s.v.

Vincent Lind taler om at han har haft et møde med et andet menneske “ansigt til ansigt”. Et levende nærvær. Han har været der og lyttet, selv om han har hørt hendes beretninger før.

 

Han fortsætter med at berette om et besøg på sygehuset hos en døende kollega. Her taler han igen om “at være til stede med sig selv”. I den situation, hans kollega er i, er der ingen formildende omstændigheder – det gør ondt, der er kun smerter. Han og kollegaen har igennem årene harft diskussioner om flere forfattere, bl.a. Dostojewskij. I “Idioten” siger en sjælesørger: “Der findes ikke noget smukt hjerte, uden det hjerte, som er såret ved Kristi ord: Du har kun mig. I dag skal du være med mig i Paradis”.

Vincent Lind fortsætter: “Stå ansigt til ansigt med ham som skreg “Min Gúd, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. I smerten får du den hjælp, at du hører! Du er ikke tigger. Du er til stede med dig selv….hos den anden, kærligheden. At være menneske som “levende sjæl”.

Han fortsætter: Som det er i forholdet mellem Gud og menneske, ansigt til ansigt. Gud hvis navn er JEG ER, og mennesket, hvis stående replik er “Her er jeg!” Kan et menneske overleve det? – Nej, men meningen med livet er heller ikke at overleve. Livets mening er at leve. Nærvær. 

Nærvær: Her hvor du er, er jeg hos dig med mig selv. Det gælder ægtefælle og børn, nabo og ven, læge og sygeplejerske og sjælesørger…. For den, som skal være hos et menneske m. hjælp i smerterne og lidelsen, er det af overordentlig betydning at komme i faglig ordentlighed og styrke – og det skal så altid samtidig være at komme i det mod at være nærværende i det, som altid er mig-selv-hos-dig-ansigt-til-ansigt.

 

Derefter har han et længere indslag om hvordan han selv blev mishandlet og torureret under KZ ophold under 2. verdenskrig. En grufuld beretning. Han har virkelig selv prøvet at have smerter og at lide!

 

hans afsluttende bemærkning er, “at vi kan gå índ i lidelsen og smerterne og nå hinanden med os selv i den lykke og stolthed, som hedder KÆRLIGHED: “Her, hvor du er, er jeg hos dig med mig selv”. og replikken: Her hvor jeg er, er du hos mig med dig selv, ved jeg. Vi er her i hver dags og times ambition om dog at gøre vort bedste…..Vi er her med sind og sans”.

SIND: Være åbne mod det, vi møder

SANS: Ikke række mod højderne eller bore i dybderne for at være flot og agtet, men Ville være virkelig. Det er mod!”

 

Jeg synes, det var er meget smukt og tankevækkende første kapitel i en bog om smerter, som siger meget om, hvordan man lever et liv for at hjælpe andre, et liv i kærlighed til andre – det kristne liv. Jeg tror, at nærvær og det at være virkelig gælder i alle livets forhold, ikke kun når man møder mennesker i lidelse og smerte…..et meget tankevækkende kapitel!

 

Det at kunne være nærværende hos et menneske, der lider er meget stærkt. Det kræver ikke blot mod at være der med sig selv, det tager også af ens ressourcer, men det er noget af det mest berigende!

Sneproblemer

Jeg har nu fri nogle dage, og efter at have kæmpet m. sneen på arbejdet er det ret skønt.

 

Torsdag:

Det startede med, at vi her hjemme skulle grave vores bil fri, for at jeg kunne komme afsted – i et vejr, hvor al unødvendig udkørsel blev frarådet!

Det tog længere tid at komme på arbejde end sædvanlig, og da jeg endelig var kommet på arbejde, viste det sig, at der var mange af vores hjælpere, der ikke kunne komme frem p.g.a. sne.  

Vi kørte derfor weekend beredskab – der kom lige præcis nok hjælpere på arbejde, til det antal ruter, der er i weekenden.

Problemerne var bare ikke overstået.

En melding kom ind om at nogle nøglebokse (bokse hvor vi opbevarer nøgler til klienternes lejligheder) var frosset til, hvor vores hjælpere skulle ind og hjælpe nogen, der ikke selv kunne komme op. Jeg tog derud og endte med at bruge hammer, en lighter og en varm klud og til sidst fik jeg åbnet boksene. Det er ikke hverdags kost som hjemmesygeplerske!

 

Da jeg kom tilbage til parkeringspladsen v. plejehjemmet, hvor vi har kontor, satte min arbejdsbil sig fast. En kollega og vores distriktsleder kom og hjap mig. Da vi endelig havde fået den fri og parkeret et ordentlig sted, lånte jeg min kollegas firhjulstrækker og så afsted ud på landet. Det var veje, der var lukket i den ene bane og hvor den anden var stærkt på vej til at blive lukket p.g.a. fygning. Sneplovene havde problemer nok med at holde de store veje åbne, så når jeg kom til en mindre, måtte jeg holde ude på den større vej, og gå ind til de besøg jeg havde – ofte i store driver. Det gav virkelig god motion. Jeg skal ikke klage. En af vores hjemmehjælpere væltede og brækkede den ene skulder og fik 5 sting i ansigtet. Al cykling blev hurtigt stoppet og de gik rundt.

 

Der var flere borgere vi skulle ud til, hvor vejene var lukkede. Pårørende og selv naboer var flinke til at hjælpe. Et sted skulle vi blot ringe ½ time før, og de ville sørge for, at vejen var åben.

 

Fredag:

Alle var nok mere beredte. Hjælpere blev samlet op af kolleger v. hovedvejen og en enkelt havde endda overnattet hos en kollega i byen, for hun kunne ikke være sikker på, at der kom nogen bus. 

En anden hjælper, som var sneet inde blev omdirigeret og fik en gåtur i sin hjemby. Det hjalp dem i det andet distrikt, som havde samme problemer som os.

Jeg havde taget både mine overtræksbukser og skibukser med. Overtræksbukserne lånte jeg ud til en, som skulle ud og gå på de mindre veje, og skibukserne tog jeg selv på. Det med skibukserne kom jeg bestemt ikke til at fortryde. Ved det første besøg, jeg havde udenfor byen, rev stormen bildøren ud af hånden på mig. Den blev smækket op af vinden……og blev skæv, så jeg ikke kunne lukke den. Jeg ringede efter hjælp, men måtte sidde ca 15-20 min. og holde på døren, for at den ikke skulle gå op. Jeg holdt i siden af vejen (kunne ikke køre ind i indkørslen) v. huset, hvor jeg skulle på besøg, og der kunne jeg ikke ikke bare lade døren gå op, da der kørte biler – selv om vejret og vejene faktisk var værre end om torsdagen!

Det var ret koldt at vente. Den stakkels unge mand, der kom fra Toyota, var klædt i en tynd kedeldragt og en kort og ikke særlig tyk jakke! Jeg havde bedt om en lånebil, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre, så han kom for at reparere døren. Jeg sagde til ham, at det troede jeg ikke på kunne lade sig gøre.

For at få døren lukket endte det med, at han fjernede den anordning, der holder døren, så den ikke kan smække helt over i forskærmen. Den skulle også hamres ret kraftigt i for at blive lukket. Så sagde han, at jeg bare skulle holde godt i døren, når jeg kørte videre og ikke blive forskrækket, hvis vinden tog den – så ville den blive brækket helt frem i forskærmen!

Besøgene skulle tages, og jeg kørte videre. Jeg skulle ikke nyde noget med døren, så jeg låste den, når jeg kørte og holdt godt fast, når jeg skulle ud.

Vejene var værre, og jeg var ret koncentreret mens jeg kørte. Nogle steder var der kun åbent, når sneploven lige havde kørt der. Heldigvis kom jeg til at køre lige bagved en sneplov der. En time efter, da en kollega skulle derud, kunne det ikke lade sig gøre. Andre steder var sneploven ikke lige foran, og jeg måtte køre til gennem driver, for ikke at komme til at sidde fast.

Transporten mellem de forskellige besøg tog temmelig lang tid, og folk blev meget overraskede over, at jeg i det hele taget kom.

Et nyt problem den dag blev, at dosispakket medicin (doseret i små poser v.h.a. en maskine på apoteket) der blev sendt ud til klienterne pr. post ikke var kommet. Posten gik ikke ud. Vi måtte sige til folk, at de skulle kontakte deres egen læge og hvis de ikke kunne undvære medicinen,  måtte der bestilles nyt, og pårørende måtte hente det og sørge for, at klienterne fik det. Vi havde hverken mandskab eller tid til det.

 

Da jeg kom ind til kontoret ved middagstid, var problemerne ikke forbi. Der var akut beredskabsplan sat iværk af aften- og nattevagternes leder. De kunne simpelthen ikke få nok mandskab ind p.g.a sneen. Det, resten af vores dag kom til at gå med, var at ringe rundt og aflyse besøg, hvor det var muligt og få pårørende til at hjælpe vores klienter. Der var en, som kom i sin seng v. 14.30-tiden p.g.a vedkommende skulle liftes i seng. Risikoen var, at der ikke kunne komme en om aftenen og hjælpr i seng – både p.g.a. manglende mandskab og p.g.a vejen derud ville være sneet til.

Jeg vil sige, at alle både klienter og pårørende var meget forstående, og det var dejligt, at alle også naboer gav en hjælpende hånd. Vores hjælpere var nogle gæve piger (og en enkelt mand). De gik på med krum hals og gjorde virkelig hvad de kunne for at hjælpe!

De par dage var der heller ikke nogen, der klagede over, at vi kom for sent!