Første Mosebog og Uddannelse

Flemming og jeg har bestluttet at læse sammen dagligt – både i Bibelen og en bog af Ellen White, “Uddannelse”. Dette indslag er mest om 1. Mos. men der følger sikkert mere om “Uddannelse” senere.

Jeg har læst skabelsesberetningen i kap. 1 i 1.Mos. rigtig mange gange før, og hver gang har jeg undret mig over det, der står om himmelhvælvingen og vandet under og over hvælvingen (v. 7). Jeg har tænkt, at over hvælvingen (som er vores atmosfære) var det måske vand i sky-form eller på anden måde vanddampe, men det findes jo ikke i dag.

Jeg nævnte det for Flemming. Vi har læst skabelsesberetningen før, men jeg har nok aldrig fortalt ham, at dette ene vers altid har undret mig.

Flemming tog en lille tynd bog ned fra vores reol under loftet, “Urhistorien” at P.H. Lange – en kommentar til de første kap. i 1. Mos.
Hans tanke er, at den daværende verden – før syndfloden – på flere måder var anderledes, end som vi kender verden i dag, at der har været vældige vandmasser som i form af vanddampe fyldte det, vi nu kalder stratosfæren og ionosfæren.
Det slørede himlen, men var dog så gennemsigtig at tilstrækkeligt sollys kunne trænge igennem.
Ved at holde den varme tilbage, som jorden udstråler om natten, virkede det som glastaget på et drivhus. Altså drivhuseffekten bare på en god måde. Han mener, at p.g.a. denne vandkappe, har jorden haft næsten ensartet klima over alt i de ældste tider. Dette er en gåde for videnskaben at klimaet engang har været næsten ens på hele jorden – at man har fundet rester af tropeskove på nordlige breddegrader, koralrev ved Spitsbergen og kullejer i Antaktika.

Vandhimlen (som forfatteren til bogen kalder det) skærmede jorden langt mere effektivt mod de mange strålinger ude fra rummet, og var en af årsagerne til den høje levealder på den tid. Det var bl.a. denne vandhimmel, der faldt ned og var med til at skabe syndfloden, da “da himlens vinduer blev åbnet” 1.Mos. 7,11.

Det var rigtig spændende at læse denne kommentar. Jeg er ikke den store teolog, og jeg tror også, at Flemming har vidst om dette syn på lige præcis 1.Mos. 1, 7 i mange år og ved en ren tilfældighed (eller var det nu det?) fik jeg givet udtryk for, at der var noget, jeg ikke forstod. Jeg føler, jeg blev en hel del klogere……….og så er det, at jeg tænker, at hvor ville det være meget nemmere for de mennesker, der beskæftiger sig med videnskab, hvis de troede på Bibelens budskab.

En anden rigtig god kommentar han kommer med i sin lille bog er om jordens alder. Da jorden er skabt, kan man ikke gå tilbage og måle hvor gammel, den er ud fra det stof, den består af. F.eks. hvis man tænker på Adam. Han blev skabt og har måske været som en tyveårig, da han blev skabt, men har kun været nogle sekunder gammel……….ligesådan må det gælde for jorden.

ja, måske jeg er lidt nørdet, men jeg synes bare, det er så spændende og ret nye tanker for mig.

Shout to the Lord………..

Jeg har lige været ude og løbe her til morgen. Det er første gang i lang tid og det var bare skønt. Det er dejligt at leve og bevæge sig!

Det var ikke mere end 3,2 km.

Jeg havde for første gang musik i ørerne, og det var slet ikke så tosset. Jeg plejer for det meste at løbe sammen m. Flemming, og så går snakken, eller er jeg alene, reflekterer jeg over ting, jeg har oplevet eller taler med m. Gud . Nu hvor jeg var alene, og jeg ikke har løbet i lang tid, hjalp musikken med til at aflede min opmærksomhed fra musklerne i mine fødder, der lavede lidt protest.

 

Jeg fandt ud af, at der er musik, der er mere egnet til løb end andet – rytmen og tempoet, men for mig er teksten også vigtig. sangen Shout to the Lord er helt fin og meget smuk. Den fik mig også til at tænke på, hvor meget Gud har velsignet mig gennem årene og altid har været der og hjulpet gennem svære tider. Det fik mig til at tænke på et mine yndlingessteder fra Bibelen Fil 4,13: “Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft” og salme 139 i salmernes bog. Lige godt hvor dumt jeg har båret mig ad, har Gud altid været der ………når blot jeg har vendt mig mod ham og ønsket hans hjælp.

Indledningen i en sygeplejefagbog……med overraskelser!

Sygeplejefaget er kendt for også at tage den åndelige side m. i en helhedsopfattelse af mennesket , men åndelig er i den sammenhæng et vidt begreb. Florence Nightingale (damen m. lampen under Krimkrigen) og K.E. Løgstrup m. “Den etiske fordring” er nok kendt af mange, kendt for at have deres rødder i den kristne tro, men ellers tages alt andet m. i kategorien åndelig – alt som kan har et spirituelt islæt, og som evt. vil kunne bruges til lindrende og helbredende formål.

Derfor var det overraskende og spændende at læse første kapitel i “smerter – en lærebog”. Jeg regnede med at starte med at læse om centralnervesystemet, synapser m.m………..I stedet er første kapitel skrevet af en præst! Han hedder Vincent Lind.

Han fortæller først om sit besøg hos en gammel kone på plejehjem. Hun har ondt – hun har haft ondt over lænden i årevis (fortæller hun ham, som hun plejer) og om de tiltag lægerne har gjort for at hjælpe hende. Derefter fortæller hun ham (som hun plejer) om sønnens månedlige besøg, som altid falder på den dag i måneden, hvor hun modtager sin pension!

Hun havde det alligevel sådan, at når han kom, skulle han ikke gå tomhændet derfra. Hun fortæller videre om børnenebørnene, som kommer hver dag efter skole o.s.v.

Vincent Lind taler om at han har haft et møde med et andet menneske “ansigt til ansigt”. Et levende nærvær. Han har været der og lyttet, selv om han har hørt hendes beretninger før.

 

Han fortsætter med at berette om et besøg på sygehuset hos en døende kollega. Her taler han igen om “at være til stede med sig selv”. I den situation, hans kollega er i, er der ingen formildende omstændigheder – det gør ondt, der er kun smerter. Han og kollegaen har igennem årene harft diskussioner om flere forfattere, bl.a. Dostojewskij. I “Idioten” siger en sjælesørger: “Der findes ikke noget smukt hjerte, uden det hjerte, som er såret ved Kristi ord: Du har kun mig. I dag skal du være med mig i Paradis”.

Vincent Lind fortsætter: “Stå ansigt til ansigt med ham som skreg “Min Gúd, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. I smerten får du den hjælp, at du hører! Du er ikke tigger. Du er til stede med dig selv….hos den anden, kærligheden. At være menneske som “levende sjæl”.

Han fortsætter: Som det er i forholdet mellem Gud og menneske, ansigt til ansigt. Gud hvis navn er JEG ER, og mennesket, hvis stående replik er “Her er jeg!” Kan et menneske overleve det? – Nej, men meningen med livet er heller ikke at overleve. Livets mening er at leve. Nærvær. 

Nærvær: Her hvor du er, er jeg hos dig med mig selv. Det gælder ægtefælle og børn, nabo og ven, læge og sygeplejerske og sjælesørger…. For den, som skal være hos et menneske m. hjælp i smerterne og lidelsen, er det af overordentlig betydning at komme i faglig ordentlighed og styrke – og det skal så altid samtidig være at komme i det mod at være nærværende i det, som altid er mig-selv-hos-dig-ansigt-til-ansigt.

 

Derefter har han et længere indslag om hvordan han selv blev mishandlet og torureret under KZ ophold under 2. verdenskrig. En grufuld beretning. Han har virkelig selv prøvet at have smerter og at lide!

 

hans afsluttende bemærkning er, “at vi kan gå índ i lidelsen og smerterne og nå hinanden med os selv i den lykke og stolthed, som hedder KÆRLIGHED: “Her, hvor du er, er jeg hos dig med mig selv”. og replikken: Her hvor jeg er, er du hos mig med dig selv, ved jeg. Vi er her i hver dags og times ambition om dog at gøre vort bedste…..Vi er her med sind og sans”.

SIND: Være åbne mod det, vi møder

SANS: Ikke række mod højderne eller bore i dybderne for at være flot og agtet, men Ville være virkelig. Det er mod!”

 

Jeg synes, det var er meget smukt og tankevækkende første kapitel i en bog om smerter, som siger meget om, hvordan man lever et liv for at hjælpe andre, et liv i kærlighed til andre – det kristne liv. Jeg tror, at nærvær og det at være virkelig gælder i alle livets forhold, ikke kun når man møder mennesker i lidelse og smerte…..et meget tankevækkende kapitel!

 

Det at kunne være nærværende hos et menneske, der lider er meget stærkt. Det kræver ikke blot mod at være der med sig selv, det tager også af ens ressourcer, men det er noget af det mest berigende!